Når du flytter fra en dansk adresse til en anden, skal du senest melde det efter 5 dage.
Du skal melde det digitalt til den kommune, du flytter til, og samtidig vælge hvilken læge du vil have.
Meld din flytning online
Meld din flytning i Borgerservice
Du skal bestille tid i Borgerservice, inden du møder op.
Flytning i Danmark
Skrevet af borger.dk-
Forstå reglerne om flytning
Du har pligt til at oplyse din nye adresse senest 5 dage, efter du har skiftet bopæl. Flyttedatoen er den dag, du faktisk er flyttet ind. Det vil sige, når du har flyttet dine ejendele og overnatter på adressen.
Når du melder flytning, skal du være opmærksom på følgende 3 ting:
- Du kan melde flytning for dig selv og for de øvrige beboere i husstanden.
- Du skal melde din flytning digitalt, og du vælger samtidigt din læge.
- Husk at sætte navn på din nye brevkasse. Mindst efternavnene på de postmodtagere, der anvender brevkassen, men også gerne fornavnene, for det mindsker risikoen for fejl.
I de fleste kommuner kan du tidligst melde flytning 28 dage før
Hvornår det er muligt at melde flytning, afhænger af, hvilken kommune du flytter til. Du vil blive informeret om tidspunktet, når du er i selvbetjeningen på det trin, hvor du skal oplyse din flyttedato.Midlertidig adresseflytning
Har du i en afgrænset periode brug for at få din post sendt til en anden adresse end din folkeregisteradresse, skal du give dine afsendere besked.
Navne- og adressebeskyttelse
Hvis du ønsker navne- og adressebeskyttelse, skal du huske at søge om det i forbindelse med din flytteanmeldelse.
Har du ikke MitID
Kommunens borgerservice kan hjælpe dig, hvis du ikke har MitID. Husk at bestille tid.
Bøde
Hvis du ikke anmelder din flytning i tide, kan du få en bøde.
Hvad er en c/o-adresse?
Hvis du flytter ind hos en ejer eller lejer, og dit eget navn ikke står på døren, skal du skrive ejerens eller lejerens navn i feltet 'Hos (c/o)'. Det gør du, når du er logget på selvbetjeningen.
Du skal reelt bo der for at blive registeret på adressen i folkeregistret. Kommunen kan kræve, at ejeren/lejeren bekræfter, at du bor og sover på adressen – det gør kommunen ved at sende en såkaldt logiværtserklæring til ejeren/lejeren.
C/o kommer fra engelsk care of og kan oversættes til boende hos. -
Forstå reglerne om valg af læge ved flytning
Det er gratis for dig at skifte læge, så længe dit lægevalg sker samtidig med din flytteanmeldelse til folkeregistret. Venter du med at foretage dit lægevalg, skal du betale et gebyr.
Vær opmærksom på, at flytning og skift af læge på nuværende tidspunkt foretages i 2 forskellige selvbetjeninger.
Du kan frit vælge en læge eller klinik, der har åbent for tilgang af nye patienter.
Gratis lægeskift er først gennemført, når du har fået information via Digital Post, e-Boks, Mit.dk eller et fysisk brev fra regionen eller kommunen om lægeskiftet.
Du kan læse mere om reglerne for at skifte læge på siden 'Valg af læge':
-
Hvordan får jeg stadig post til døren?
Er du bevægelseshæmmet eller har andre nedsatte funktioner, kan du få posten bragt til din dør. Der gælder ingen særlige regler for folkepensionister, men fælles er, at du skal søge kommunen om at få posten bragt til døren.
Læs mere om reglerne på siden om post til døren.
-
Flytte hjemmefra
Når du flytter hjemmefra, har du pligt til at melde flytning til kommunen, senest 5 dage efter din flytning.
Du kan sende en flyttemeddelelse til kommunen via selvbetjeningen 'Anmeld flytning til folkeregistret'.
Meddel selv adresseændring til dine øvrige kontakter.
Fx:
- Din arbejdsgiver
- blodbanken
- diverse abonnementer
- fritidsaktiviteter
- konto- og medlemskort
- din tandlæge og andre.
Under 18 år
Det er dine forældre, som bestemmer, hvor du skal bo, indtil du bliver myndig som 18-årig. Hvis du skal flytte adresse alene, skal en forælder med forældremyndighed lave flytteanmeldelsen.
Problemer derhjemme
Hvis det går dårligt derhjemme, kan du få hjælp i kommunen. Børnetelefonen kan guide dig til den bedste hjælp og være med dig, hvis du skal have kommunens hjælp. Ring til Børnetelefonen på 116 111.
-
Flytning for dit mindreårige barn
Et barn skal, ligesom voksne, være registreret på den adresse, hvor det opholder sig mest. Det gælder også, hvis I som forældre bor hver for sig, og uanset hvem af jer, der er bopæls- eller samværsforælder.
Hvis barnet bor hos dig, og du ønsker at ændre barnets bopælsadresse, skal du varsle det til den anden forælder senest 6 uger, før flytningen finder sted. Dette gælder både, hvis I har fælles forældremyndighed, eller hvis én af jer har forældremyndigheden alene.
Som samværsforælder har du også pligt til at varsle senest 6 uger inden, at du har planer om at flytte
- Regler i forbindelse med flytning, når vi har børn sammen
- Må jeg flytte til udlandet, når vi har børn sammen?
Hvordan anmelder jeg adresseændring for mit barn?
Når dit mindreårige barn skal flytte adresse, skal det anmeldes i den kommune, hvor barnet skal bo. Inden dit barns adresseændring kan blive registreret i folkeregistret, skal kommunen tage stilling til, om den anmeldte flytning kan accepteres. Kommunen skal fx partshøre den forælder, der ikke flytter med, hvis han / hun ikke over for kommunen har accepteret flytningen.
Den anden forælder får et brev fra kommunen, et partshøringsbrev.
- Ved enighed mellem forældrene registrerer kommunen den nye adresse for barnet.
- Ved uenighed mellem forældrene beder kommunen om flere oplysninger om barnets faktiske ophold. Derefter træffer kommunen en afgørelse
Hvilke konsekvenser har registreringen af barnets bopæl?
Registreringen har både betydning for tildelingen af offentlige ydelser og for jeres bidrag til forsørgelsen af barnet.
Kontakt Borgerservice - folkeregister
Telefontid
- mandag - onsdag 10 - 12
- torsdag 10 - 14
- fredag 10 - 12
Fremmøde
- mandag - onsdag 10 - 15
- torsdag 8 - 17
- fredag 10 - 12
E-mail: borgerservice@vejle.dk
Brug Digital Post, hvis du sender personlige oplysninger.