Når du er ledig og melder dig syg, vil du fortsat være i kontakt med Jobcenter Vejle. Læs om, hvad du kan forvente af samarbejdet med os imens du er sygemeldt.

Dit forløb som sygemeldt

  • Meld dig syg

    Hvis du bliver syg imens du er ledig, skal du melde dig syg på jobnet.dk på din første sygedag. 

    Er du i virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, skal du også sygemelde dig hos din arbejdsgiver.

    Læs mere om reglerne for sygedagpenge for ledige længere nede på siden. 

  • Send sygdomsoplysninger til Mit Sygefravær

    Når du er sygemeldt modtager du et brev i din digitale postkasse med besked om at gå ind på mitsygefravær.dk 

    Her vil du blive bedt om at:

    • Ansøge om sygedagpenge
    • Udfylde et oplysningsskema til brug i jobcenteret. 

    For at støtte dig i, at komme hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet, vil du blive bedt om at fortælle om din sygdom, og hvor længe du forventer at være syg. 

    Vær opmærksom , at der er en tidsfrist for, hvornår du senest skal sende dine oplysninger til mitsygefravær.dk 

  • Din økonomi som sygemeldt

    Når du er sygemeldt fra ledighed, kan du anmode om sygedagpenge. 

    Når du har været syg i mere end 14 dage, vil du modtage et brev i din digitale postkasse med besked om at gå ind på mitsygefravær.dk og ansøge om sygedagpenge. 

    Læs mere om reglerne for sygedagpenge til ledige længere nede på siden. 

  • Samtaler med jobcenteret

    Hvis du forventer at blive rask indenfor 8 uger fra din første fraværsdag, vil din kontakt med jobcenteret fortsætte som hidtil, og du skal som udgangspunkt fortsætte med de tilbud, du er i gang med. 

    Hvis du forventer at være sygemeldt i mere end 8 uger, skal du have en samtale med din beskæftigelsesrådgiver. Du vil blive kontaktet enten telefonisk eller du vil modtage en indkaldelse i din digitale postkasse. 

    Vi vil hjælpe dig med at vende tilbage til arbejdsmarkedet hurtigst muligt - som jobsøgende eller i et arbejde. Det betyder, at vi holder fokus på dine muligheder selvom du er syg - frem for dine begrænsninger.  

    Til samtalen vil vi snakke om, hvad vi i fællesskab tror, der skal til for, at du kan blive rask igen:

    • Vi snakker om, hvilke tilbud og aktiviteter, der vil give mening for netop dig og dit sygdomsforløb.
    • Vi aftaler fra gang til gang, hvor ofte vi skal ses til opfølgning.
  • Meld dig rask

    Når du er rask igen, skal du melde dig rask på jobnet.dk.

    Alternativt kan du ringe og melde dig rask hos din beskæftigelsesrådgiver. 

  • Revurdering efter 22 uger

    Som udgangspunkt er du ikke berettiget til sygedagpenge i mere end 22 uger. 

    Er du efter 22 uger fortsat ude af stand til at arbejde på grund af sygdom, og kan vi ikke forlænge dine sygedagpenge efter forlængelsesreglerne, overgår du til et jobafklaringsforløb.

    Et jobafklaringsforløb kan bestå af en bred vifte af tilbud - lige fra, mentorstøtte til vejledning og opkvalificering til virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud.

    Når du overgår til et jobafklaringsforløb skal du deltage i et møde med vores rehabiliteringsteam, som vil fastsætte indholdet i dit forløb. Læs mere om vores rehabiliteringsteam.

    I et jobafklaringsforløb kan du modtage ressourceforløbsydelse. Læs mere på borger.dk

  • Ferie under sygemelding

    Ferie skal altid aftales med din beskæftigelsesrådgiver. Hvis du ønsker at holde ferie under dit sygedagpengeforløb, skal du derfor kontakte din beskæftigelsesrådgiver for at undersøge, om din ferie kan blive godkendt.
    Udbetalingen af dine sygedagpenge ophører midlertidigt i den periode, hvor du afholder ferie – men genoptages automatisk igen, når din ferie er slut, hvis du stadig er uarbejdsdygtig.

    Jobcentret har mulighed for at afvise dit ønske om at afholde ferie, hvis ferien ikke passer ind i dit forløb. Eksempler på afvisning kan være, hvis du er i et praktikforløb eller andre tilbud, som ferien vil være en hindring for at gennemføre.
    Vær opmærksom på, at hvis du holder ferie uden at aftale det med jobcentret på forhånd, vil du som udgangspunkt blive betragtet som raskmeldt - og du vil ikke være berettiget til at modtage sygedagpenge igen efter endt ferie.

Kontakt Jobcenter Vejle

Havneparken 16c, 7100 Vejle
Tlf. 76 81 61 50

Telefontid

  • Mandag - onsdag 8.00-15.00
  • Torsdag 8.00-17.00
  • Fredag 8.00-14.00

Fremmøde

  • Mandag - onsdag 9.00-15.00
  • Torsdag 9.00-17.00
  • Fredag 9.00-14.00

Dørene er åbne fra kl. 8.00 alle hverdage. Der er åbent for borgerbetjening fra kl. 9.00. 

Brug Digital Post, hvis du sender personlige oplysninger.

Sidst opdateret: